Cookie- og privatlivspolitik
Helt Honning

Varemærke og ophavsret

Hvad er et varemærke?

Et varemærke kan i bund og grund forstås som et særligt kendetegn for varer eller tjenesteydelser, som benyttes eller kommer til at blive benyttet i en erhvervsvirksomhed. Et varemærke giver information til et marked om, hvor et produkt hidrører fra. På denne måde sikrer varemærket, at kunderne ikke forveksler varer, der stammer fra forskellige producenter, og agerer derfor som et slags bindeled mellem producenten og kunden. Et veletableret varemærke kan betyde, at hvis et produkt har en høj kvalitet, skabes der en forventning hos kunden om, at tilsvarende produkter fra samme producent/varemærke har samme kvalitet.

Et varemærke kan beskyttes ved registrering – varemærkeregistrering. Beskyttelsen er bred og omfatter en bred vifte af forretningskendetegn. Når et varemærke er beskyttet, må andre erhvervsdrivende ikke benytte varemærket på en måde, der er egnet til at fremkalde forveksling med andre varemærker.

En varemærkebeskyttelse kan opnås enten ved registrering af varemærket eller ibrugtagning (erhvervsmæssigt) af varemærket. Når et varemærke skal registreres, sker dette gennem Patent- og Varemærkestyrelsen ved en ansøgning.

Hvem kan få varemærkeret?

Kort fortalt tilfalder varemærkeretten den person eller virksomhed, der stifter varemærkeret ved ibrugtagning eller registrering. Man behøver derfor ikke selv at have udformet eller skabt varemærket. De fleste virksomheder får da også designere o.lign. til at lave formgivninger, slogans, logoer osv., der kan bruges til at lave varemærker. Det betyder dog ikke, at designerne får retlig adkomst til varemærket, men der kan i visse tilfælde være en række ophavsretlige problemstillinger forbundet med denne skabelsesproces.

Både privatpersoner og erhvervsdrivende kan få varemærkeret, men i praksis er det nærmest kun virksomheder, der skaber, bruger og handler med varemærker. En virksomheds ansatte får heller ikke adkomst til varemærker, da de alene vil tilhøre den virksomhed, hvori den ansatte har skabt det pågældende varemærke.

Beskyttelsens indhold

Hvis man får stiftet et varemærke efter faktorerne angivet ovenfor, kan man som varemærkeindehaver forhindrer andre i at benytte varemærket kommercielt. Det betyder samtidig, at privat brug af varemærker ikke udgør en krænkelse af varemærkeretten.

Forholdet til ytringsfriheden medfører undertiden, at virksomheder må finde sig i at se deres varemærker blive brugt til satire, parodier, m.v.

Såkaldte hadesider kan også være lovlige, når de anvender varemærker til at komme med kritik af diverse virksomheder. Afgørende er, at varemærkerne ikke bruges kommercielt, altså at hadesider ikke benytter omtalen af det pågældende varemærke i et erhvervsmæssigt øjemed. Domæneregistreringer af andres varemærker er derfor oftest tilladt, så længe det tydeligt fremgår, at der er tale om hadesider.

Hvis man har registreret sit varemærke, vil registreringen gælde i 10 år og fornyelse kan derefter ske hvert 10. år. Der er dog andre regler, der gør sig gældende for varemærkers stiftelse ved ibrugtagning. Her er varemærkeretten gældende, så længe det pågældende varemærke er i brug. For registrerede varemærker gælder det, at hvis ikke indehaveren af varemærket gør reel brug af sit varemærke i en periode på 5 år, så kan der ske ophævelse af registreringen. Hvad der ligger i brug af et varemærke er vanskeligt at definere entydigt. Dog kan det siges, at den nedre grænse for almindelig brug formentlig vil udgøres af almindelige markedsføringsindsatser.

Ophavsret

Hvad er en ophavsret?
En ophavsret indebærer en eneret til et værk, der enten er kunstnerisk eller litterært. En ophavsret er medieuafhængig, hvilket betyder, at opnåelsen af en ophavsret til et værk ikke er baseret på hvilket medie, som værket er skabt på.

Der findes tre former for litterære værker:
– sprogværker,
– beskrivende værker og
– computerprogrammer.

Der findes to former for kunstneriske værker:
– kunstværker,
– kunstneriske værker, der ikke er kunstværker.

Et værk er eksempelvis af litterær karakter, hvis værket er en bog eller et digt. Endvidere kan et EDB-program (software) udgøre et litterært værk i juridisk forstand, fordi kildekoden skrives i tal og bogstaver. Udover litterære værker beskytter ophavsretsloven også kunstneriske værker, der blandt andet er musik, billedkunst, bygningskunst, fotografiske værker, sceneværker mv.

Hvem kan få ophavsret?

For at kunne få ophavsret på et givent værk, skal værket først og fremmest være originalt. Der er ikke noget entydigt svar på, hvornår et værk i retlig forstand opfylder originalitetskravet, da ophavsretsloven ikke eksplicit nævner originalitetskravet. Der er dog alligevel en række faktorer, som man kan holde sig for øje.

Når et værk opfylder originalitetskravet, er der oftest tale om, at værket er et resultat af ophavsmandens personligt skabende indsats, og at ophavsmanden har foretaget kreative valg. Med dette menes der, at værket ikke må være et resultat af ophavsmandens familie eller partner mv.

Har du spørgsmål kan man spørge en ophavsret advokat om hjælp – bla. på jura-platformen Legalhero.dk

Beskyttelsens indhold

En ophavsret indtræder fra værkets skabelse, og har derfor ikke krav om registrering eller ibrugtagning. Når værket har den fornødne originalitet, tildeles ophavsmanden økonomiske rettigheder til værket efter OPHL § 2 og ideelle rettigheder efter OPHL § 3.

De økonomiske rettigheder indebærer, at ophavsmanden har retten til at foretage eksemplarfremstilling af værket samt retten til at gøre værket tilgængeligt for almenheden.

De ideelle rettigheder indebærer, at ophavsmanden har krav på at blive navngivet i overensstemmelse med, hvad god skik kræver. Det vil med andre ord sige, at når et værk benyttes af en tredjemand, kan ophavsmanden have krav på at blive nævnt ved navn. Endvidere indebærer ideelle rettigheder, at ophavsmanden kan forbyde en ændring eller tilgængeliggørelse af værket, hvis dette sker på en måde, der er krænkende for ophavsmandens litterære eller kunstneriske anseelse eller egenart.

Beskyttelsens varighed

En ophavsret er gældende i op til 70 år efter ophavsmandens dødsår. Hvis der er tale om flere ophavsmænd, eksempelvis musikere i et band eller udviklere bag et EDB-program, regnes de 70 år fra den sidste ophavsmands dødsår. Er der tale om et værk, der er overdraget til eksempelvis en virksomhed, beregnes ophavsrettens varighed stadig ud fra den oprindelige ophavsmands dødsår.